Du har sat dig et ambitiøst mål for den efterfølgende sæson, og ønsker at holde kontinuitet i din træning. Et af de største problemer for triathleter eller cykelryttere, der ønsker at træne kontinuerligt året rundt opstår, når vinteren banker på døren; både løb og svømning giver ikke anledning til de store problemer, men hvordan skal man passe sin cykeltræning om vinteren? De færreste har lyst til at fortsætte cykeltræningen udendøre i det danske sne landskab. Men, hvilke muligheder har man så?

Hjemmetræner / hometrainer

Jeg er selv fortaler for brugen af hjemmetræner/hometrainer, da den har en række fordele ift. andre alternativer, som er specielt vigtige i forbindelse med overførbarheden af den træning man laver.

Målrettet cykeltræning vinter

Hjemmetræneren giver dig kontrol over din cykeltræning, da du selv kan planlægge dine træningssessions, samtidig med at du har mulighed for at få flere data mens du træner (puls, kadence, watt etc.). Konkrete data er væsentlige, da de gør dig i stand til at træne mere præcist, specifikt, og samtidig giver en idé omkring din træningsfremgang.

Position på cyklen

Positionen på cyklen under ens træning er ikke en uvæsentlig ting; specielt ikke, når man som flere triathleter kører på en enkeltstartsramme, hvor man i højere grad bruger baller og haser under sit tråd. Overførbarheden er i sidste ende størst, hvis man træner i den position, som man ønsker at race i – denne mulighed har man, da det er ens egen cykel, der er sat op i hjemmetræneren.

Træn dit Tråd på hjemmetræneren

Når man snakker teknik på en cykel, kommer man ikke udenom trådet, der har en direkte indvirkning på ens cykeløkonomi. Da hometraineren yder en konstant modstand (i forhold til fx. spinning), har det en positiv effekt på ens tråd.

Kedeligt og varmt

Man kommer ikke udenom, at indendørs cykeltræning er kedeligt og ofte ufatteligt varmt, hvad enten man snakker træning på en hjemmetræner, spinning eller lignende. At sidde alene og cykle indendørs kræver overskud, så her bliver man også udfordret mentalt.

Er du blevet mere nysgerrig omkring hjemmetrænere, så kan du læse mere ved at klikke her.

Spinning som vintertræning

Inden det kommer til at lyde som om, at jeg synes spinning er spild af tid, vil jeg lige fremhæve, at spinning er god konditionstræning og en god form for træning generelt set, omend det er uspecifikt til triathlon. Ved spinning kan man umiddelbart tage ovenstående og bytte rundt på fortegnene, men lad os for en sikkerhedsskyld lige gennemgå punkterne, og lad os starte med de positive elementer ved spinning.

Træningseffekten ved spinning

Spinning har, foruden det er uspecifikt i forhold til triathlon, en god og effektiv påvirkning på ens kondition – dette kan ikke diskuteres. Kunne vi få flere danskere i gang med at spinne kontinuerligt, ville vi komme langt i forebyggelsen af livsstilssygdomme.

Variation i træningen

Der er stor variation i spinning fra gang til gang, både i form af programlæning, men også i form af den instruktør og de mennesker man møder på holdene – om dette er en positiv og motiverende faktor, skal jeg være op til den enkelte.

Socialt samvær ved spinning

Et af de elementer, der vægter højest for mange er, at kunne træne sammen med andre, da det har en motiverende og forpligtende faktor. Dette gør at folk i det hele taget kommer afsted, og får trænet. De fleste vil højst sansynligt kunne presse sig selv hårdere, sammenlignet med, hvis de sad på hometraineren hjemme foran fjernsynet – dette kan både være et positivt og negativt produkt af spinning – i dette tilfælde vælger vi at tolke det som værende noget positivt.

Træningen er ude af dine hænder

Spinning adskiller sig fra at træne selv ved, at programlægningen er lagt i hænderne af en instruktør, hvor formålet med programmet oftest intet har med triathlon at gøre – der skal her gøres op, om man får det ud af træningen som man ønsker.

Spinningscyklens karakteristika

Lad os først lige få slået fast, at man i de fleste tilfælde ikke opnår samme position på spinningscyklen, som man har på sin racer eller triathlon cykel. Spinningscyklen adskiller sig ved en almindelig cykel ved, at den intet friløb har. I stedet er den udstyret med et svinghjul, som er med til at holde pedalerne i gang, hvilket man bør være opmærksom på når man ser på watt-målerne på de nyere spinningscykler – disse tal skal man tage med et gran salt. For at kompensere for den hjælp svinghjulet giver, bør man bruge en kadence, der er markant lavere, end den man normalt bruger på sin cykel.

Mountainbike (MTB)

Kan man ikke holde sig indendøre og/eller har man problemer med at få timer i banken på cyklen, når man skal træne indenfor, så kan mountainbiken være en god løsning. Foruden træningen i sig selv, så er MTB også en ganske glimrende mulighed for at komme udenfor.

Oplevelsen

Der er ingen tvivl om, at MTB for de fleste er langt sjovere og måske også mere motiverende, end at sidde på en hjemmetræner eller i et spinningslokale; samtidig kommer man ud og får frisk luft. Den motiverende faktor har en direkte indvirkning på, hvor mange timer man får i banken, og her kan MTB have en positiv indvirkning på ens udholdenhed.

Tid og penge

En af de primære grunde til, at denne løsning er lidt svære at føre ud i livet er oftest prisen. I forvejen er triathlon en dyr sport, og skal man pludselig til at finde ekstra penge til, at kunne anskaffe sig en MTB er der flere der vil holde sig væk.
Med mindre man har MTB-ruter i nærheden af ens hjem, og har planer om at cykle frem og tilbage, kan det være meget tidskrævende; og ofte en grund til at man sjældent kommer afsted.

Overførbarheden til triathlon

Positionen på en MTB og en triatloncykel er vidt forskellige, så overførbarheden er ikke 100% optimalt, men kan MTB-træning være med til, at du bibeholder eller får opbygget en god udholdenhed henover vinteren er dette klart at foretrække.

Opsamling

Der er ingen tvivl om, at hjemmetræneren har flest træningsmæssige fordele, men hvis du ikke kan motivere dig til at træne på den, kan det være ligemeget, hvor mange fordele der er ved træningen.
MTB og spinning er begge gode former for konditions og udholdenhedstræning, og er oftest mere motiverende for de fleste sammenlignet med alene tid på hjemmetræneren, dog har disse former for træning ikke samme overførbarhed til positionen, som man vil sidde i på race-day.
Hovedpointen er, at når vi lever i et land som Danmark, hvor det, om vinteren, kan være meget svært at få timer på cyklen, så er tid i sadlen bedre end ingen tid i sadlen. Skal man, for at kunne motivere sig, gå på kompromis med overførbarheden af ens cykeltræning, så er det sådan det må være. Det er klart, at kan man få timer, i sadlen, i den position som man skal sidde i på race-day så er det ren win-win.

10 Comments